Spørgsmål:


Jeg tør ikke lade min drikkende mor passe mit barn


Hej Camilla

Jeg er 28 år og har et barn på snart 1 år.
Vi har egentlig en god hverdag, men jeg har en masse tanker omkring min mor og min datter.
Sagen er den, at min mor drikker for meget og har gjort det, det meste af mit liv. Hun har ikke være der for mig til de vigtige begivenheder, da jeg fik studenterhuen på, da jeg blev gift osv.

Jeg håbede det ville ændre sig, når hun blev mormor. jeg inviterede hende med til en scanning, som hun faktisk dukkede op til (ædru!) og hun var også den første der så min datter. Men de seneste måneder er det gået ned ad bakke igen. Hun er fuld når vi ses og jeg bryder mig faktisk ikke om, at hun holder min datter mens hun vakler på benene.

Min mand synes jeg skal give hende et ultimatum om at vi ikke vil se hende mere. Jeg ved bare ikke om det virker.
Jeg havde virkelig håbet, at hun ville ændre sig nu, hvor hun er blevet mormor. At hun endelig ville føle sig elsket.

Det startede godt, men nu er det meste tilbage ved det gamle. Jeg er så splittet. jeg ville ønske at jeg havde en mor der kunne passe sit barnebarn engang imellem, at de kunne have noget særligt sammen. Men jeg tør ikke lade min mor passe min datter som det er nu.

Faktisk bryder jeg mig ikke selv ret meget om at være sammen med min mor for tiden. Hun snøvler, kan hurtigt blive vred eller begynde at græde. Jeg har ikke lyst til at min datter skal opleve alt det jeg selv har oplevet. Alt det jeg har oplevet trænger sig virkelig på for tiden, jeg kan næsten ikke holde ud at være i det. Det gør ondt. Men kan jeg godt tillade mig at frarøve min mor at være en ægte mormor?
Undskyld det lange brev, jeg er bare så forvirret…

Hilsen Randi

Svar:


Kære Randi

Tak for dit brev og for din tillid til at dele det svære med mig.
Alle dine ord er meget velkomne, når jeg læser dem, har jeg ingen problemer med, at forstå din forvirring. Jeg forstår dine ord sådan, at du havde et håb om, at din mor (måske) ville blive ædru, når din datter kom til verden og hun blev mormor. I stedet oplever du nu, at din mor drikker i det omfang hun plejer. Du mærker at du er ked af, at din datter og din mor, ikke får den relation du kunne ønske. Du mærker også, at det er svært for dig at være i relationen med din mor, du bryder dig ikke om det, og dine oplevelser med din mor fra din barndom trænger sig på og gør ondt. Er det mon rigtigt forstået at det er sådan du har det?

Jeg forstår også på dig, at du nu er i tvivl om, hvad du skal gøre, om din datter og mor skal have en relation eller om du skal overveje at stille din mor et ultimatum, som din mand foreslår.

Jeg ved, at det er meget smertefuldt, at opleve at det, at din mor nu er mormor ikke blev den livsændrende forandring for hende, som kunne holde hende ædru. Av hjerte. Du skal vide at du ikke er alene om at opleve den smerte, jeg ved, at der sidder andre mødre derude, som kan spejle sig i det du skriver og som vil føle sig lidt mindre alene, når de læser dit brev.

Jeg har skrevet et meget langt svar til dig. Nogle steder har jeg gættet mig frem, gættet ud fra den erfaring jeg har. Jeg håber du kan mærke inde i dig om det jeg skriver og gætter på resonerer med dig eller ej og jeg håber du kun tager det med dig, som giver mening for dig. Når noget ikke giver mening, er det ikke fordi der er noget i vejen med det du mærker, så skyldes det at jeg har gættet og tolket forkert. Det ansvar hviler på mig. Læs blot videre og se om nogle af mine refleksioner kan bidrage med noget hos dig.


At være mormor

Du spørger direkte, om du kan tillade dig, at frarøve din mor at være en ægte mormor? Jeg vil forsøge at svare så direkte jeg kan, dog starter mit svar med et spørgsmål; ér det dig, der frarøver din mor at være mormor? Sid med det lidt. Mærk om der kommer et svar.
Jeg sidder og tænker på, hvad en mormor er, for mig er det en voksen kvinde der er; nærværende, kærlig, omsorgsfuld og giver dejlige kram. Det er også en person som tager voksenansvaret i relationen, som drager omsorg for sine børn og børnebørns følelser og tager ansvar for sine egne. I beskrivelsen af din mor, får jeg indtryk af, at hun er lige omvendt. Når du skriver at hun hurtigt kan blive vred eller begynde at græde. Den adfærd får mig til at tænke på, om din mor mon forsøger at få de mennesker hun har omkring sig, til at tage ansvar for hende? Mange af de unge og voksne jeg har talt med, fortæller, hvordan de har følt sig ansvarlige for deres forældres ve og vel. Nogle pga. stemningen, andre fordi de konkret har fået at vide, at de var årsag til den misbrugendes problemer og ulykkeligheder. Uanset, så giver den adfærd en ansvarsforskydning, hvor barnet bliver holdt ansvarlig for den voksnes følelser. Kan du genkende noget af det i forhold til din relation med din mor?
Kan det mon give mening, at vende perspektivet sådan her; din mor frarøver sig selv muligheden for at være en ’ægte mormor’, ved at fastholde sit misbrug og dermed en problematiske adfærd for en god relation til både dig og sit barnebarn?


Kan man elske et alkoholmisbrug væk?

I dit brev lægger jeg særligt mærke til, at du skriver; ”Jeg havde virkelig håbet, at hun ville ændre sig nu, hvor hun er blevet mormor. At hun endelig ville føle sig elsket.” Det får mig til at tænke på, det håb du bærer, om at misbruget kan elskes væk – jeg kender det håb så godt, fra mange at de unge jeg har talt med. Desværre er min erfaring, at et misbrug ikke kan elskes væk, i hvert fald ikke af de pårørende. Det er ikke mængden af kærlighed, der har betydning. Din mor drikker ikke, fordi du ikke elsker hende nok, eller fordi hun ikke elsker dig. Afhængigheden handler om noget andet. Måske startede forbruget af alkohol hos din mor, pga. manglende kærlighed til sig selv, i det tilfælde, er det kun hende selv, der kan fylde hende, med den kærlighed hun længes efter. Jeg tænker at det du oplever nu er, et udtryk for, at det ikke var kærlighed, der skulle til, for at din mor kunne komme ud af sit misbrug. Den erkendelse kan være en stor sorg at gå igennem.


Sorg

Det kan være en sorg, at erfare, at det du gør, (feks at gøre din mor til mormor) ikke påvirker din mor i en retning mod et liv uden alkohol. Sorgen over tabet af håb. Som måske efterfølges af følelsen af magtesløshed. Kan du mon genkende dine følelser som sorg og magtesløshed?
Hvis du kan, gætter jeg på, at det gør frygteligt ondt i dig lige nu. Det er en tung sorg. Din sorg er helt okay. Du er okay.
Jeg får også fornemmelsen af en anden sorg, når du f.eks. skriver: “Alt det jeg har oplevet
trænger sig virkelig på for tiden, jeg kan næsten ikke holde ud at være i det. Det gør ondt.“
Sorgen over, de oplevelser du har fra din barndom, hvor du (gætter jeg på) manglede den mor, du havde brug for.
Jeg ser to slags sorg. Sorgen over det du oplevede som barn, over det du havde brug for, men ikke fik og over at du ikke havde den ædru mor, som du havde brug for. Og sorgen i nutiden. Hver gang du erfarer at din mor, stadig ikke er den mor eller mormor du ønsker dig og har brug for, gætter jeg på at du oplever et tab og dermed en sorg.
Med sorg både i fortiden og nutiden, er det svært at bearbejde den, fordi din mor er et vilkår i dit liv, som bringer ny sorg med sig. Hvis du har lyst, kan du arbejde med at bearbejde sorgen fra din barndom i terapi. Sorgen i nutiden kan du måske mindske, jeg skriver lidt om hvordan, nedenfor.


Ultimatum og grænser

Lad os prøve at udfolde din mands forslag om ultimatum.
Min erfaring er, at et ultimatum virker nogle gange, men desværre oftest ikke.
Som jeg oplever det, giver mange et ultimatum, i håb om, at den drikkende stopper med at drikke. For at lægge kraft bag, bliver der opsat en konsekvens. Det kan f.eks. lyde sådan her: ’hvis du ikke går i misbrugsbehandling vil vi ikke se dig mere – det er os eller flasken’. Jeg tror det er værd at huske på, at når du giver sådan et ultimatum giver du også et løfte til sig selv, nemlig om at bryde kontakten. Det er vigtigt at overveje om du er villig til at tage den konsekvens. Hvis det skulle blive aktuelt.

Nogle fortæller efter et ultimatum, at det følels som om, den drikkende nu aktivt har truffet dét valg, som de hele tiden har levet efter. Nogle fortæller at det er en befrielse, at have taget et valg om ikke at hold kontakt. Andre fortryder, men føler sig låst fast i, at havde erklæret at de aldrig vil have kontakt igen. Jeg er fortaler for, at være åben for, at ombestemme sig – så man har muligheden, hvis man får brug for den. Hvis du vælger at stille din mor et ultimatum, kan det måske give mening, at holde en dør åben i dit indre, og aftale med dig selv, at du ikke vil se din mor, indtil du kan mærke at du vil igen?

Et ultimatum behøver ikke være den eneste mulighed. En måde at håndtere smerten og sorgen i nutiden på kan være at sætte grænser. På den måde kan du tage det ansvar for jeres relation, som din mor ikke formår. Du må gerne stille krav til jeres samvær. Mange pårørende har gavn af, at lave nogle klare linier for samvær, så deres grænser ikke bliver overskredet. Den del kan du tage ansvar for nu som voksen, på dit og dit barns vegne, så din datter ikke skal opleve det du oplevede.
Grænser kan f.eks. være:
Vi vil ikke være sammen med dig, når du er beruset.
Hvis du besøger os, og er beruset, beder vi dig om at gå igen.
Hvis vi er på besøg hos dig og du er beruset eller begynder at drikke kører vi igen.
Ved at italesætte (eller skrive) sådanne enkle og klare regler for din mor, vil hun have mulighed for aktivt at tage et valg omkring jeres samvær. Så er det op til hende, om hun vil være sammen på den måde du og din familie kan være sammen med hende på. Du giver dig selv og din familie råderum til at handle. Frem for måske at blive trukket med af din mors tilstand når hun f.eks. græder eller er vred. Jeg ved at det kan være rigtig svært at give sig selv lov til, at sætte sådanne grænser. Jeg fortæller dig om det, fordi jeg mærker i dit brev, at du er afklaret med, at din datter ikke skal opleve det samme som dig, at du ikke vil udsætte hende for det. Det har du lov til at lytte til og handle efter. Du er den der bedst kan mærke, hvad der er okay og ikke okay at ’stå model til’ i relation til din mor. Du har oplevet det på egen krop og i eget sind. Du véd, hvornår noget er grænseoverskridende. Du véd hvad det er, du gerne vil beskytte din datter fra – og måske også beskytte dig selv fra, nu, hvor du er voksen og har et valg. Jeg ved at din indre stemme fortæller dig det – du har lov til, at lytte til den.

Med de ord, vil jeg slutte mit svar til dig. Med håbet om, alt det bedste for dig og din familie.

Kærligst
Camilla